"Da jeg var barn, var høje hæle bare en drøm for mig. Hver gang jeg bærer min mors uegnede høje hæle, har jeg altid lyst til at blive voksen hurtigt, kun på denne måde kan jeg bære flere og bedre høje hæle, med min makeup og smukke kjole, det er det, jeg tænker på som opvækst.
Nogen sagde, at det er en tragisk hælhistorie, og andre sagde, at ethvert bryllup er en arena for høje hæle. Jeg foretrækker den sidste metafor."
Pigen, der forestillede sig, at hun kunne bære den ene røde højhæle ved sin myndighedsceremoni, med et længselsfuldt hjerte, vende sig rundt, rundt, rundt. Som 16-årig lærte hun at bære høje hæle. Som 18-årig mødte hun en rigtig fyr. Som 20-årig i sit bryllup, hvad var den sidste konkurrence, hun sagde til hende, som hun selv ville være med i.
Hun var på anden sal, men hendes høje hæl gik på første sal. Tog den høje hæl af og nød friheden i dette øjeblik. Næste morgen tog hun sin nye høje hæl på og begyndte en ny historie. Det er ikke til ham, kun for hende selv.
Hun har altid elsket sko, især høje hæle. Tøjet kan være generøst, og folk vil sige, at hun er elegant. Også tøjet kan bindes, og folk vil sige, at hun er sexet. Men sko skal være helt rigtige, ikke kun pasforme, men også tilfredsstillende. Dette er en slags tavs elegance, og også en kvindes dybe narcissisme. Ligesom glastøflen er forberedt til Askepot. En egoistisk og forfængelig kvinde kan ikke bære det selv med tæerne afskåret. En sådan delikatesse er kun for sjælens renhed og ro.
Hun mener, at kvinder i denne æra kan være mere narcissistiske. Ligesom hun tog sin høje hæl af dengang, og tog ny høj hæl på. Hun håber, at utallige kvinder vil blive styrket ved at træde på deres uhæmmede og velsiddende hæle.
